Graviditet og angst..

Hey bloggen, rolig nu, jeg er ikke gravid. Men dette indlæg kommer dog alligevel til at handle lidt om det. Jeg har længe i dag overvejet at skrive det her indlæg, og nu gør jeg det så. Jeg sad i aftes og skrev med en veninde på facebook, og vi kom ind på emnet graviditet, hende og kæresten ønsker at få et barn sammen og går kun og venter på en positiv graviditetstest og alligevel, ja hun håber det, og hun ønsker det, men på samme tid som hun føler dette, så kommer angsten, angsten for hvad der vil ske. Angsten for om kommunen osv nu er efter hende når det er pga hendes borderlinediagnose osv osv. Nøjagtigt de samme tanker kan jeg nikke genkendende til, et af mine største ønsker er at kunne kalde mig selv mor. Se mig selv sammen med en dejlig kæreste som også er den stolte far og så den lille guldklump. Det er et kæmpe ønske for mig, og for at være ærlig, ser jeg det helst opfyldt indenfor nogle år. Jeg vil så gerne, jeg brænder inderligt efter at bevise mit værd som mor og alt det. Tjaah moderinstinktet har vist aldrig forladt mig efter dengang hvor jeg var gravid men var igennem en spontan abort. Jeg bliver både glad og trist på samme tid når jeg ser mødre med deres små børn, glad for hvor ser det altså bare dejligt og hyggeligt ud og trist, for med det samme tænker jeg "Bare det var mig det der!"