De sidste 2 år

Natten til lørdag skrev jeg et indlæg om hvordan jeg har det med at det på fredag er 2 år siden at jeg sidst så min højtelskede veninde Anna... Og efter at have skrevet det indlæg kom jeg til at tænke på hvad er der egentlig sket for mig siden og hvem er det der har været der når hun nu ikke kan? Det er det jeg vil skrive lidt om her, en form for takkenoter til 3 meget specielle personer..

Der er sket rigtig meget på de 2 år, dengang boede jeg alene og fik den ene kraftige nedtur efter den anden, angstanfaldene var der også næsten hele tiden og det hele var bare det rene helvede... Nu bor jeg sammen med min dejlige kæreste og vores 2 katte, jeg er igang med en hg og januar 2015 skal jeg have min studenterhue på :)
Og det er der de her 3 specielle personer at takke for at jeg er nået så langt, jo der har været andre hen af vejen men de her 3 har været der igennem alt det her...
Først og fremmest min skønne kp Rikke, virkelig tusinde gange tak for alle de gange du er kørt fra Kolding til Århus for min skyld alle de gange du har fulgtes med mig ud på psyk og alle de ting du nu engang har gjort for mig, du har været den jeg har kunne snakke med om alt det jeg ikke har ville fortælle andre. Jeg er virkelig taknemmelig for at du er en del af mit liv, for du har virkelig gjort alt for at jeg kunne få det godt og se hvor jeg står nu:) Vores mål ser ud til at være nået :)
Derefter tak til min dejlige kæreste Florens, han har virkelig heller ikke haft det for nemt med mig, humørsvingninger osv. Alt det gylle jeg får lukket ud i hovedet på ham,  og han brokker sig ikke.. han er der bare og lader mig take ud.. Han har troligt sørget for at jeg er kommet op og i skole, selv i mine dårlige perioder hvor jeg bliver ret så negativ over at blive vækket og skyndt på hvis jeg ikke lige står op med det samme.. Men han gør det for min skyld, han ved hvor stor en sejr det er for mig snart at have gået på skolen i halvandet år, og bakker mig op og opmuntrer mig til at fortsætte og få min hue, det vil virkelig være stort for mig.

Og sidst men ikke mindst takker til Stephan for at have været der for mig de sidste mange år.. selvom vi aldrig har mødtes IRL så er du altså en af mine bedste venner, alle de kram du sender mig varmer, hver og en.. Bare tanken om at der sidder en så langt væk, som bekymrer sig for mig, og bare vil have jeg har det så godt som overhovedet muligt, det varmer altså også søde.. Håber vi kan finde ud af noget med at ses når du engang er hjemme i Dk igen :)
Kram