Undskyld!?

undskyld at jeg er så håbløs...
Jeg har venner og familie som elsker mig, bekymrer sig om mig og forsøger at hjælpe mig, i stedet for at være glad for det er jeg negativ.
Negativ over mig selv. Jeg kan ikke være alene længere, jeg er bange for at blive tilsidesat, glemt, hvorfor? Hvorfor skal jeg have disse problemer? Hvorfor kan jeg ikke bare være glad for det liv jeg har?
Jeg føler mig som en belastning for folk, jeg kan ikke klare at være alene og jeg er squ altid så negativ jeg ikke er til at holde ud!
Intet under jeg sidder alene og føler mig lidt ensom og glemt, ligeså snart der tør vise at jeg betyder bare lidt, klamrer jeg mig til personen, og ja, jeg er jo bare for meget.
Stod det til mig var jeg jo altid sammen med nogen, men folk har jo også en hverdag de skal passe, og andre venner at ses med end bare mig mig mig!!
Jeg er nødt til at lære at acceptere at jeg ikke altid kan have nogen ved mig..
Undskyld okay?? jeg lover at arbejde med det, det gør jeg, men lige nu, gør det ondt hver gang folk aflyser en aftale, uanset om det var sikkert eller ej, tror jeg er nødt til at få lidt mere stabilitet i min hverdag evt.? Men så længe det er sådan her må i bære over med at der intet skal til for at knuse mig, og gøre mig lidt kold overfor jer.. Men lige nu, er bare det at jeg pt er alene og har været det siden ca 13.30 nok til at mit humør er helt nede.. før jeg tog til grenå onsdag har jeg lagt flere aftener enten uden søvn, eller så har jeg grædt mig selv i søvn, savner en ved mig, en til at holde om mig, være ved min side og bare få mig til at føle mig tryg og give mig håbet om at det bliver bedre end dag tilbage igen..